Muktuk Rejsebeskrivelse

Jeg vidste ikke meget om projektet, da jeg sagde ja til det. Jeg vidste, jeg ville skulle bo i en hytte omringet af skov. Jeg vidste, at der ikke ville være strøm, løbende vand eller traditionelt wc og til sidst vidste jeg, at jeg skulle arbejde med slædehunde og vedligeholdelse af stedet.

Jeg havde en god, lang indflyvning uden problemer og blev hentet af projektets søde manager Manuela i Whithors´ lille lufthavn.

Jeg var fyldt med adrenalin og spænding, som jeg så ud på det grantræs-fyldte landskab gennem bilruden på vej til, hvad der nu skulle være mit hjem i de næste 12 uger.

Efter en lang nedstigning af en grusvej kom vi frem til min hytte omringet af skov og med en dejlig udsigt til diverse bjerge i området, for at møde resten af holdet, som var samlet rundt om lejrbålet med en øl i hånden og de bød mig velkommen.

Der gik dog ikke alt for lang tid, før jeg trak mig tilbage til mit værelse, hvis eneste lyskilde var en petroleums lampe, for endelig, efter at have været i gang i 30 timer, at få en god nats søvn.

7.30 gik dagen i gang, jeg mødte ind i hovedhusets garage og blev instrueret i af fylde vand- og madspandene op. Derefter tog vi diverse medicinske piller i lommerne og så var træningen ellers i gang.

Jeg lærte, (dog ikke lige med det samme), hvad hver eneste af de 119 Alaskan Huskies skulle have af mad og medicin. Efter fodring var det min tur til at få noget godt i maven samt en god varm kop te at drikke.

Efter morgenmad var det tid til at samle hundelort ind, så gården var pæn og nydelig og så gik dagen ellers med at gå tur med hundene, i de velovervejede grupper, hvor de alle kunne enes, kun afbrudt af uddeling af lever og fyldt vand båret i de tunge spande, som heldigvis bliver lettere og så til slut aften fodring.

På mine tolv uger lærte jeg lidt efter lidt alle hundenes navne og personlighed at kende og da ”Rosie” fik sine hvalpe var det kun et forfriskende pust.

I min tid på projektet to jeg mig af hunde, gav mad, vand, medicin, behandlede sår og skader, gik ture og gav dem general opmærksomhed, og hvis man ville kunne man endda tage en hund eller flere, hvis modet var til det, med til sit værelse for natten.

Derudover arbejdede jeg i drivhuset, byggede nye konstruktioner, rengjorde, kokkererede, fældede træer, vejarbejde, gravede grave, huggede brænde, rensede skorstene etc.

Så med andre ord, blev rigtig beskidt, så det tog lidt tid at vende sig til, at man kun havde to ugentlige brusebade. Heldigvis blev floden til sidst varm nok til at kunne hoppe i den og på den måde prøve at blive lidt mere ren.

Jeg havde en god oplevelse, også selv om Frank, den berømte musher og ejeren stedet, er lidt af en speciel gut, overvejer jeg klart at tage tilbage en vinter og lære mere om at køre med slædehunde.

Hav en rigtig dejlig tur.

-Andreas