Jeg har rejst i mange lande, men Afrika er nok det kontinent, som stadig er det mest spændende at vende tilbage til og det mest uforståelige på mange måder med: sult, konflikter, børn, der erklæres for hekse, korruption, ultrarige konger m.m. Denne gang ville jeg gerne opleve Afrika, hvor jeg ikke var turist, og hvor jeg kom tættere på, så jeg måske kunne få svar på, hvordan livsvilkårene er i den sydlige del af Afrika både for mennesker og dyr. Kan det overhovedet lade sig gøre at sikre dyrenes levesteder, uden at det går ud over en voksende befolknings behov for at dyrke jorden? Er det en håbløs kamp at bevare næsehornene, når krybskytterne tjener så mange penge på salget af hornene?
Jeg valgte ”N/a án ku se” i Namibia og ”Care for Wild” i Sydafrika, og jeg må nok sige, at der er megaforskel på de to projekter. Det ene i Namibia er et meget stort sted med gennemsnitligt 60 frivillige og med satelitter ”Kanaan” – ”Neuras” – ”Mangetti” og ”The Lifeline Clinik” både i syd og nord, og det andet i Sydafrika er et lille sted i forhold til frivillige, men til gengæld meget mere fokuseret i forhold til projektets formål – nemlig at redde næsehorn fra udryddelse.
Jeg ankom, mens det stadig var vinter i Danmark d. 2. februar, og fandt mig selv i et gammelt militærtelt om aftenen kl. 20 i seng ligesom min amerikanske teltkammerat, Cheryl, hvor regnen stod i lårtykke stråler udenfor. Jeg tænkte den nat på, hvad det var, jeg havde meldt mig til, og at 4 måneder var lang tid at være væk.
Nu, hvor jeg er hjemme igen og tænker tilbage på de 4 måneder, ved jeg, at jeg har haft mange gode oplevelser både med dyrene på de to projekter, med de frivillige jeg har været sammen med, med forskellene på at være frivillig og turist og meget mere.
Om ”N/a án ku se og satelitter i Namibia
Jeg valgte i Namibia at komme afsted på de satelitter, der var, og det var der mange andre frivillige, der gjorde. Det bliver lidt trivielt at lave foder til dyrene, rense deres indhegninger, fodre dem og gå tur med dem, og der er ret meget børnezoo over det. Det skal jo gøres, men efter et stykke tid er der mange, der synes, der skal ske noget andet.
Den mest interessante aktivitet på N/a’ an ku se er efter min mening research og Rapid Response Unit. Jeg var så heldig, at jeg selv overværede, hvordan det foregår, når en farmer ringer til Rapid Response Unit.
Det var farmerens kone, der ringede, fra farmen “Gadeis,” som ligger 30 km fra Windhoek, og som er på 5000 hektar. De har kvægdrift og har mistet en okse for nyligt. Samtidig har de fanget en leopard i et særligt bur ti km fra farmens hovedhus. I steder for at skyde leoparden, har de besluttet at tilkalde Rapid Response Unit.
Vi kommer, farmerens kone venter os og kører foran på små veje i ca. 1/2 time, før vi kommer til buret med leoparden. Det er ret fascinerende at være så tæt på. Leoparden bliver bedøvet, får et halsbånd på med en sender og bliver målt, vejet og undersøgt. Den bliver også fotograferet af farmeren – som er ligeså nysgerrig som os andre – og af dyrlægen, lokale og af os frivillige. Da vi alle sidder i bilerne igen, får leoparden et opvågningsmiddel, og vi venter med at køre, till vi ser, den bevæger hovedet.
Normalt vil en leopard eller gepard ikke gå efter kvæg. De vil hellere spise Kuduer, Oryx’er, Zebraer eller andet vildt. Leoparden vil blive studeret for at se, om det er den, der dræber kvæget. Hvis ikke får den lov at leve.
Det er som sagt farmerens kone, der har overtalt manden til ikke at skyde leoparden. Hun har boet på farmen siden 1979, og det er lidt som en tidslomme at komme på besøg. Jeg fik associationer til min barndom i 1950’erne, fordi der var netgardiner for vinduerne, og da aktionen var overstået, fik vi saftevand. Det var i øvrigt dejligt og forfriskende, og vi sad på patioen, tror jeg det hedder, og kiggede ud på den uendelige savanne, som lå foran hovedhuset.
Noget, der var sjovt, var tre lokale, som havde fået lov at komme med. Den ene fortalte, at de altid havde fået at vide, at leoparder og geparder skulle skydes. Han var vel i 40’erne og havde aldrig set en leopard, og dyrlægen havde et vist informationsarbejde der, og jeg ved ikke, om han blev overbevist.
Rapid Response Unit dækker 25% af Namibia, hvor 80% af farmerne ringer og 60% lytter i følge N/a’ an ku se. Der skal et vist overtagelsesgen til, for at farmeren accepterer at give et halsbånd på. Nogle af de mest “hardcore” farmere skyder leoparden alligevel og ødelægger halsbåndet. Det er et stort arbejde at sikre sameksistens mellem farmerne, de lokale og de vilde dyr. Men det kan lade sig gøre. Jeg fik demonstreret, hvordan N/a’ an ku ses filosofi:” Mennesker og vilde dyr kan leve og trives sammen” fungerer.
Efter 10 dage i N/a’ an ku se tog jeg videre til Kanaan i ørkenen, som ligger 600 km fra Windhoek. Her plejede den tidligere ejer at tage på jagtsafari for at fange Oryx’er. De kunne skyde 60 på en nat. N/a’ an ku se købte Kanaan, og nu bruges stedet til forskning i geparder og plettede hyæner. Mange af de gamle hegn er taget ned – det har jeg selv været med til – og det giver Oryx og springbuk bedre bevægemuligheder og dermed bedre betingelser for geparder og hyæner, som lever af Oryx.
Gepardforskningen foregår sammen med et universitet i Berlin. Geparderne er svære at se i fri natur, og jeg nåede ikke at se geparder i det fri – også selvom jeg var på en safaritur i Krüger National Park i Sydafrika i forbindelse med det andet projekt, jeg var på. Så jeg har set 7 tamme geparder pa N/a’ an ku se, som blev bragt ind, fordi deres mor var skudt, og 2 menneskevandte geparder i Kanaan, mange geparder på ”Harnas,” som jeg besøgte, da jeg var på The Lifeline Clinic, fordi Harnas ligger i det østlige Namibia ligesom Lifeline klinikken. Geparderne på Kanaan har jeg – sammen med de andre frivillige – gjort rent hos. Det var en lidt skræmmende oplevelse – fordi vi gik inde i deres ret store indhegning og samlede afføring op – og vidste ikke, om vi bag næste busk ville rende ind i en af geparderne. En af de frivillige, fik vi at vide, var ved en anden lejlighed stødt ind i den ene gepard – som i øvrigt bliver filmet til al verdens reklamer og film – og havde vendt sig forskrækket om for blot at støde ind i den anden.
En af researcherne på Kanaan, Karl, som er ret cool, sagde: “Turister bruger dobbelt så mange penge, og får halvt så mange oplevelser, og en del rejseledere giver forkerte oplysninger.” Jeg har lært en del allerede, som jeg ikke ville gøre som turist, og jeg har set ting, som jeg ikke ville gøre pa safari.
Om ”Care for Wild” i Sydafrika – Næsehorn
Det er fantastisk at være så tæt på næsehorn, som vi er her. Det er hårdt arbejde, vi knokler, men vi har også mange gode oplevelser med næsehornene. Som når de ”små” på 1 år kommer løbende, når de skal have mad og maser sig til en plads ved hegnet, hvor de ved, vi er parate med mælkeflaskerne. Eller når de store voksne bliver oversprøjtet med vand, og begynder at løbe rundt. Det er også ret specielt at se de større næsehorn stikke hovedet ud, hvor der er gjort plads i deres indhegning til det og give lyde fra sig som hvaler. Det er en lidt sørgmodig lyd, og det er, når de gerne vil klappes, de laver de lyde. Jeg kan godt lide at klø dem bag ørene, hvor deres hud er meget blød, og det ser ud til, at de kan lide det.
Det særlige ved dette sted, er den arbejdsrytme, man kommer ind i. Det er hårdt fysisk at skovle kilotunge næsehorns-kasser, rive hø sammen, tømme en anhænger for den afføring, vi har fyldt den med, bære tunge måtter, de ligger på om natten, som skal gøres rene for tis m.v. Jeg tror, at sådan må det have været i gamle dage på landet, hvor man ikke havde så mange hjælpemidler. Man stod tidligt op, arbejdede hårdt, fik måltider ind imellem, og om aftenen var man dødtræt ved 20 tiden. Det er sundt at opleve, og i og med jeg er her i 7 uger, får jeg sandelig mærket, hvordan det er. Selvom vi er trætte ved 20 tiden, er det temmelig svært at falde i søvn, sikkert fordi kroppen gennem mange år er vant til en anden døgnrytme.
Det er altså længe siden, jeg har været så beskidt på kroppen og på tøjet hele dagen og hver dag. Det kan ikke rigtig betale sig at tage bad efter morgenrengøring, for man bliver ligeså beskidt igen to gange mere – efter frokost og før aftensmaden. Det gælder os alle, at vi går rundt og lugter af næsehorn hele dagen. Vi tager bad alle sammen efter sidste fordring før aftensmaden, og det er meget godt, for der er vandet varmt. Det kommer fra en donkie, der skal fodres med brænde.
Det er også specielt at være så isoleret, som vi er. Projektet er “gemt” væk i bjergene, og Neilspruit, som er lille by, ligger kun 1 1/2 time i bil fra projektet, men det er som at komme til en storby. Vi er isolerede, vi kan kigge på bjergene, vi går på arbejdet inden for projektets indhegning, og livet foregår i små cirkler. Når vi så kommer på bytur, ser vi gader med asfalt, butikker, handlende, cafeer med wifi. Det er to verdener. Isoleretheden generer mig ikke – bortset fra den manglende wifi – som jeg har manglet, bl.a. fordi jeg skulle skrive to artikler til en lokal avis.
Jeg var på projektet i 7 uger, og det er meget lang tid at være samme sted både ift., hvad der er typisk for frivillige, men altså også for mig. Jeg kunne godt have nøjedes med 2-3 uger, men så havde jeg måske ikke oplevet det samme, som jeg har nu, eller også skulle jeg have været uhyre heldig med at være her, når det spændende skete som afhorning af næsehorn og modtagelse af et lille næsehorn fra Kryger Nationalpark.
Projektet, som er det største for næsehornskalve i verden, er absolut værd at være på, og det er mærkeligt, at her ikke er flere danskere. Jeg vil, når jeg engang forhåbentlig igen er på safari, med glæde og ydmyghed tænke tilbage på denne periode, hvor jeg fik lov at være så tæt på de fantastiske dyr.
En af de forrige frivillige har skrevet følgende på væggen i værelse 1: “Stay strong my gentle giants.” Det er smukt, synes jeg.
