Jeg valgte at tage på Naankuses veterinærkursus da jeg drømmer om at blive dyrlæge og tænkte at det ville være godt til CV’et. For at udfylde tiden valgte jeg at supplere med Rehabiliteringskurset da jeg syntes det lød mere spændende end det frivillige arbejde (men det er selvfølgelig en smagssag). Jeg sørgede for ikke at skrue mine forventninger for højt op, men begge kurser overraskede mig meget positivt. De første to uger gik med Rehabiliteringskurset, hvor oplevelser var i højsædet. Vi var med til Baboon Walk, Cheetah Walk og derudover Caracal Walk med selveste Maurice, grundlæggeren af Naankuse. Vi fik også snust lidt til de frivilliges arbejde for at se hvordan dagligdagen fungerer på stedet og det var egentlig fint at prøve bare for et par enkelte dage. Derudover var ét af højdepunkterne at lave papmaché-figurer til løverne på stedet med frisk kød indeni og derefter se dem flå dem i stykker; det de på Naankuse kalder Enrichments.
Vi tog en del ture ud på reservatet på Game Drives hvor vi så mange spændende dyr og vi var med til at lukke et par Genets tilbage ud i naturen efter at have været i fangeskab. Det er i virkeligheden svært at vælge en favorit-oplevelse, men da vi på vores “Vet Day” – hvor vi fulgte dyrlægen Kobus en hel dag – fik lov til at tage med ud til de afrikanske vildhunde på reservatet som desværre blev skudt, og var med til at behandle den overlevende hund, var det fedt at være med bag kulisserne og få noget “hands on” så det var personligt en fed oplevelse for mig (på trods af den tragiske situation).
Ikke to dage er ens
Veterinærkurset gik på samme måde som “Vet Day”, hvor vi fik lov til at følge dyrlægen Kobus og hans kone Lauren i 14 dage. Her afprøvede vi de skydevåben som de bruger til at bedøve de vilde dyr med når de skal have deres årlige sundhedstjek eller når de fejler noget, vi var med til sundhedstjek af geparder, vilde hunde og caracals. Der er ikke to dage der er ens, og det kan være meget svært at følge det planlagte program pga. uforudsete gøremål, men det er jo en del af dyrlægens hverdag. Man får lov til utroligt meget på veterinærkurset, alt fra at overvåge dyret under bedøvelse til at tage blodprøver og senere undersøge dem i laboratoriet.
Hver tirsdag steriliserer/kastrerer de en bavian (hvilket de skal ifølge loven) og det fik vi også lov til at overvære og hjælpe til med. Da vi på holdet rigtig gerne ville se løverne ude på reservatet fandt Kobus og Lauren tid til at spore dem via deres halsbånd med GPS, så det var rigtig fedt at de lyttede til os og de ting vi gerne ville. I det hele taget var vi bare med overalt hvor der var brug for dyrlægerne; når dyr skulle behandles efter eventuelle slåskampe, tjek-ups på diverse dyreunger som blev født mens vi var der, fodring af deres baby-næsehorn som Kobus og Lauren for det meste står for og generelt at hjælpe de to resterende vildhunde fra skudepisoden på reservatet med en god fremtid.
Begge kurser kan jeg anbefale. Der er en god portion oplæg i dem begge med relevant teori ift. hvad man beskæftiger sig med praktisk, så jeg vil anbefale at man er god til engelsk før man begiver sig ud i nogen af kurserne. På begge kurser havde vi nogle fra hhv. Schweiz og Tyskland som ikke forstod engelsk og de missede en hel del på den måde. Men hvis man har sin grundlæggende engelsk på plads og et nysgerrigt sind så kan jeg bestemt anbefale kurserne – og også at tage dem begge to når nu man er der. Man skal være forberedt på lidt af hvert, jeg havde ikke regnet med at få så travlt som vi havde, men det synes jeg kun er en god ting. Det var fedt at få lov til en masse som den gængse frivillige ikke får lov til og være med bag scenerne 😃
Mvh. Cecilie
Læs mere om rehabiliteringsprogrammet her og veterinærprogrammet her!
