“Pigen med kameraet”
Jeg var oprindeligt klar på at tage til Antelope Park som frivillig på løveprojektet – men det viste sig, at AP havde et fotografihold, som skulle vise sig snarere at være en slags praktikplads, og det var meget mere mig. Maria fik sat det i stand med det samme og et par måneder efter sad jeg i et fly på vej mod Zimbabwe.
Det var en fantastisk følelse at tage på så lang en rejse alene og jeg nåede ikke rigtig at blive nervøs: der skete simpelthen for meget. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for kun at være af sted i en måned, men det gik hurtigt op for mig at man sagtens kunne have taget mindst to!
Vores første uge gik med at blive introduceret til alting og først anden uge fik jeg rigtig forklaret hvad min opgave bestod af. Jeg skulle tage billeder for de forskellige projekter og sørge for at have kameraet med til arrangementer så alt det gode kunne blive foreviget. Jeg havde det altid med mig (jeg var ”pigen med kameraet”) og fik også lov at være med til nogle anderledes ting med kameraet som adgangsgivende objekt.
Du er meget fri i AP, også selvom din dag egentlig er skemalagt fra 0645-1700. Irina, den skønne og livsglade kvinde der blev min ”chef”, ønskede hyppige, hyggelige opdateringer om hvad der foregik i løbet af ugen og det var egentlig også meningen at jeg skulle have taget nye portrætter af staff’et – det kom jeg dog aldrig til da der hver dag var noget mere presserende, (i Afrika er man bestemt ikke særligt struktureret – du havde en plan til du lagde en ny og nye planer blev lavet HELE tiden). Mit ophold endte i en kort præsentation for de andre frivillige hvor jeg skulle fremvise mine 50 bedste billeder (svært, når man på fire uger har taget noget nær 5000 stk!).
“Det man laver betyder virkelig noget”
Jeg var vild med hvad fotoprojektet gav mig – frihed, ansvar, en måde at opleve alle sider af AP på. Nye venner og privilegier! Og det er også et plus at jeg har billeder af stort set alt hvad jeg lavede, så jeg ikke skulle til at indhente mobilbilleder fra de andre frivillige da først jeg var kommet hjem. Jeg var med på den første ”long lion walk” med AP’s unger Tonga, Tamuka og Ruva, hvor de i samme ombæring nedlagde to impalaer (med lidt held).
Jeg stod mindre end en meter fra dem alle tre mens de fortærede deres bytte og jeg fik lov at stikke kameraet helt frem. Det var intet mindre end fantastisk og sådan en oplevelse jeg ved at jeg aldrig nogensinde får lov at opleve igen.
Jeg var med da en løvinde fik revet sit øre halvt af og det skulle sættes på igen, så pænt som det nu kunne gøres. Jeg tog med community-holdet ud på en dag fuld af grin og latter og glade børn og voksne – og jeg fik også set hvordan gadebørnene lever.
Jeg blev forelsket i staldene med de mange heste og deres tidligere stald-ansvarlige, Ted, som var lidt af en karakter i sig selv. At arbejde som frivillig er ikke glamourøst og selvom jeg havde et kamera om halsen var jeg ikke finere end de andre – jeg har taget min del af løve- og elefantbæ i de fire uger jeg var der, og skrubbet en del vandtrug af i bagende hede. Jeg har været med til at laste en vogn med 130 sække cement á 50 kg hver og haft halmballer liggende på skulderen. Det har været, undskyld mit franske, pisse hårdt til tider, men det hele værd.
For vi er alle sammen sammen om opgaven og det er helt fantastisk at få lov at være en del af. Og egentlig er det også fedt at få lov at lave noget manuelt arbejde. Man fornemmer virkelig at det man laver betyder noget for nogen; enten elefanterne, løverne, hestene, børnene, os selv eller de fantastiske medarbejdere du også finder tætte venner i, i AP.
“Det hele bliver en del af dig”
Da jeg kom hjem og folk omkring mig spurgte hvordan det havde været, kunne jeg ikke sige så meget andet end: ”fedt!”. Hvordan skal du forklare folk hvorfor det er fedt at betale et større beløb for at komme ned til primitive forhold, stå tidligt op hver dag, bo ude i bushen hvor internettet er noget møg og tilmed skovle dyrebæ? Jég kan ikke engang forklare dig, hvorfor det er så mega fedt: det ér det bare. Du bliver en del af noget større og jeg ved, at fra nu af og til jeg dør, så kommer jeg til at være involveret i deres projekt. AP’s mål bliver mit mål. AP’s ønske bliver mit ønske. Lydene, duftene, smagene, oplevelserne – det hele bliver en del af dig. Du bliver en del af det. Og fordi du indgår i en gruppe af mennesker der alle brænder for det samme, så giver det pludselig bare så meget mere mening.
