Maja tog tilbage til Zimbabwe

Majas Afrikanske Eventyr x 2! I juni 2014 tog jeg første gang til Antelope Park i Zimbabwe og lige siden har jeg drømt om at komme tilbage.

I januar 2017 fik jeg endelig muligheden igen!

Det kan godt være lidt skræmmende når man lander i Johannesburg. Man er langt hjemmefra og, i hvert fald i mit tilfælde, helt alene. Men jeg var heldig. Allerede i Johannesburg var vi en flok danske og norske piger der hurtigt fik spottet at vi nok var på vej i samme retning da vi ventede på boarding af flyet til Bulawayo i Zimbabwe.

De piger var med til at gøre min anden oplevelse ved Antelope Park mindst lige så fantastisk som den første. Vi gik igennem induction ugen sammen; havde vores første lion walk sammen, var på horse safari sammen, mødte elefanterne sammen og mødte parkens slanger sammen. Det er det de første dage går med – at lære de forskellige aspekter af parken at kende.

Det er nogle intense og overvældende dage – der er 1000 nye indtryk! Første gang man oplever løverne kommer gående mod én – det er en ubeskrivelig følelse som jeg kun kan sige SKAL opleves. Det samme er det første gang parkens fire elefanter kommer gående mod én – de er kæmpe store! Men efter at have mødt dem forstår jeg i sandhed betydningen af udtrykket ´gentle giants’. 

Efter de første dage begynder det reelle arbejde. Ens hverdag er meget struktureret og du ved altid hvad du skal. Ens dag begynder klokken 6.25 hvor man har sin første lion eller elephant walk, herefter er der morgenmad efterfulgt af dagens første arbejdssektion.

Her bliver det planlagt om man skal gøre rent ved løverne, lave behaviour enrichment  hvor man laver legetøj til løverne ud af hø og elefant lort, man kan komme på snare sweep hvor man leder efter fælder sat op af krybskytter, man kan lave vedligeholdelse af dyrenes, både løver og elefanters, enclosures, man kan skulle forbedrede kød og fodre løverne. Der er mange forskellige arbejdsopgaver som alle som regel er hårdt arbejde, men det er en del af oplevelse og det er hvad man gør det til – hvis man gør det med en sang og et smil går det hele meget lettere 😉

Efter den første arbejdssektion er der frokost efterfulgt af næste arbejdssektion hvorefter man får endnu en lion eller elephant walk – typisk det modsatte af hvad man havde om morgenen.

Som sagt er der en del hårdt arbejde og man er helt færdig om aftenen, men det er det hele værd! Jeg har skovlet løve, elefant og heste lort i massevis, haft råddent kød overalt omkring mig og jeg er blevet tisset på af en løve, men jeg ville gøre det hele igen uden at tøve!