Makadi (hej) Connie, 🙂
Nu får du langt om længe en mail om mit eventyr i Antelope Park.
Jeg ankom til Harare d. 17.10.10, men UDEN min bagage. ØV! Jeg skulle vente hele 5 dage på at den ankom til Antelope Park – det var en lidt træls start på det hele. Men alle de andre frivillige var SÅ søde. De lånte mig alt hvad jeg behøvede: shampoo, undertøj, toppe, bukser, lommelygte – ja, ALT!
Jeg fik så mange nye indtryk for hvert sekund der gik, så jeg glemte hurtigt at jeg ikke havde min egen kuffert med mig. Men da min kuffert så ENDELIG ankom, SÅ kunne jeg for alvor begynde at nye mit ophold i Antelope Park!
Til at starte med, vil jeg gerne lige nævne, at min værste frygt i livet er edderkoppe – indtil jeg kom til Zimbabwe! Her måtte jeg lære at sove med dem, gå på toilettet og i bad med dem, og endda også spise med dem. De var overalt! Og det var KÆÆÆÆMPE store! Jeg nåede aldrig at blive helt vant til dem – men jeg måtte bare finde mig i at de var der, for der var ikke noget at gøre ved det. Så nu er jeg bestemt blevet kureret for danske edderkopper Fantastisk! 🙂
Vores dag startede klokken 06:30 hver morgen! Så mit vækkeur ringede lidt over seks, så jeg havde tid til at komme i tøjet og få børstet tænder. Jeg er bestemt ikke noget morgenmenneske! Jeg er udpræget B-menneske – men fordi der altid var noget nyt og spændende at stå op til hver morgen, så var det intet problem at vælte ud af sengen, ligegyldigt om man havde fået 9 eller 2 timers søvn! 🙂
Hver evig eneste morgen havde vi Lion Walk. Det var en perfekt måde at starte sin dag på. Vi havde 3 ‘sæt’ løver som vi gik med min. to gange om dagen. 3K’s (Kafara, Kenya & Kutanga), 2B’s (Boma & Bakari) og MK’s (Meeka, Moyo & Kali). Sidstnævnte var mine yndlingsløver – og min favorit af alle var Meeka. Hun opførte sig præcis som en hund. Hun var så legesyg og kælen. En helt fantastisk løve, er hun! 🙂
En anden aktivitet, som jeg nåede at opleve et hav af gange var Meat Prep. PUHA! Det var en hård omgang – men det var helt sikkert med til at sikke prikken over i’et på mine oplevelser i Zimbabwe. Ofte skulle vi hakke/skære en død, grøn, halvrådden og midefyldt ko i stykker, for derefter at fodre dem til løverne. At hakke/skære i koen var ikke det værste – det værste var helt klar stanken. WOW, aldrig har min morgenmad siddet så langt oppe i halsen på mig, som når jeg havde Meat Prep. Det var godt nok slemt – men jeg ville aldrig have været den oplevelse foruden! Det er helt sikkert!
At skovle løve/heste/elefantlort var også en af de næsten daglige aktiviteter på mit program. Det var en hård omgang – men faktisk super hyggeligt. Vi var 2-4 stykker om jobbet, så vi gik altid og hyggesnakkede med hinanden. Så på den måde kom vi hurtigt ind på livet af hinanden. Super fedt! Når løverne lige var blevet fodret, så var det også vores job at tage resterne af knogler og kød ud fra deres bure – ADR, det var ulækkert. Men ligeså snart man havde samlet den første gennemgnavede knogle op, så var man faktisk ligeglad. Det skulle bare overståes hurtigst muligt!
En af mine absolut yndlingsopgaver i Parken var Elephant Herding. Det gik ud på at man skulle gå tur med de fire fuldvoksne elefanter – ligesom vi gik tur med løverne. På en af mine ture med elefanterne, fandt de et mudderhul. Dette betød åbenbart vasketid. Alle fire elefanter kravlede ned i hullet, og begyndte at sprøjte dem selv, OG OS, til! Det var SÅ sjov en oplevelse! Da vi gik derfra var vi badet ind i mudder og elefantsnot. Det var hylende morsomt – jeg grinede fra start til slut, så da vi var færdige med den opgave, var mine lattermuskler godt opbrugt. 🙂
Vi havde også en del kontakt med befolkningen, mens jeg var der. Vi var på børnehjem hver lørdag. Jeg var solgt! Jeg havde lyst til at stoppe hvert et barn i min baglomme, og tage dem med hjem til Danmark. De var så fantastiske, og de havde en livsglæde, som jeg aldrig har set før. Jeg havde især et svagt hjerte for en lille dreng, Moses. Han snakkede og snakkede med mig – og selvom jeg ikke forstod ham, og han ikke forstod mig, så klikkede vi bare. Vi blev ‘best buds’. 🙂
Udover vores ugentlige børnehjemsbesøg, var vi også på en én-dags-tur til en lille landsby lige udenfor Antelope Park. Det var en meget speciel og uforglemmelig oplevelse, at se hvordan en rigtig afrikansk familie bor. Vi lavede mad på afrikansk måde, bar vand på afrikansk måde, bar børn på afrikansk måde, serverede og spiste på afrikansk måde, dansede og legede på afrikansk måde – ja, vi havde en rigtig ‘African Day’. Det er helt sikkert en af de bedste oplevelser jeg har fra mit ophold i Zimbabwe!
Personalet og alle de andre friviliige er nogle helt fantastiske mennesker, som jeg ALDRIG vil glemme! Alle var så søde og åbne. Om dagen arbejdede vi tæt sammen, og om aftenen enten hyggede eller festede vi. Så vi kom rigtig ind på livet af hinanden! Da den forfærdelige dag kom, hvor jeg skulle sige farvel, var jeg grædefærdig! Tårerne blev ved og ved med at trille ned af kinderne på mig. Jeg var SÅ glad for alle menneskene, dyrene, Parken, kulturen og Zimbabwe. Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle tage hjem – men alting har jo (desværre) en ende.
Min konklusion på min rejse, som frivillig, i Antelope Park er at det bestemt ikke er sidste gang jeg rejser ud som frivillig! Det er noget jeg helt sikkert må og skal gøre igen!
Connie, tusinde tak fordi du hjalp mig med at arrangere mit LIVS rejse! Det har været uforglemmeligt! TAK!
Mange knus fra Mia. 🙂
