Afrika er et af de steder. Jeg har for nylig tilbragt 6 interessante, lærerige, fantastiske uger som frivillig på N/a’an ku sê Wildlife Sanctuary, i selskab med de mest utrolige mennesker fra alle mulige steder i verden. N/a’an ku sê er et vildtreservat i Namibia tæt på hovedstaden Windhoek. Reservatet er grundlagt og ledet af den namibiske naturbevarer Marlice van Vuuren og hendes mand doktor Rudie van Vuuren.
Reservatet arbejder for at beskytte og forbedre livet for Namibias mennesker og dyreliv. De tilbyder trygge rammer og en ny chance for forældreløse og tilskadekomne dyr, i håb om en dag at kunne frigive dem tilbage i naturen. Dyr, der er for syge eller for tilvænnet mennesker til at blive frigivet, forbliver på reservatet, der er det næstbedste hjem efter deres naturlige hjem i det fri.
Frivilligprogrammet var en uvurderlig mulighed for at lære om vildt- og naturbevarelse, og jeg har fået forståelse for at bruge ressourcer med omtanke. N/a’an ku sê er en vigtig støtte for San Bushmen samfundet, som menes at være den ældste kultur i verden. San-samfundet er blevet tvunget fra deres originale bosteder, og N/a’an ku sê giver tilbage til dem ved at tilbyde arbejde, bosted, uddannelse og sundhedspleje. Målet er at give den næste generation den hjælp de har brug for, for at overleve og skabe en lysere fremtid.
Som frivillig fik jeg derfor en spændende oplevelse ved at omgås San-stammen, og lære om kulturen. Frivilligprogrammet foregår på engelsk da der kommer folk fra alle steder i verden og der må være et fælles sprog at kommunikere på. Det har i høj grad forbedret mit engelsk. Sammen med de andre frivillige har jeg knoklet løs for at gøre en forskel i kampen mod menneske-vildt konflikten. Sammen har vi grint og grædt, lært og oplevet, blødt og svedt (meget!). Aktiviteterne er en blanding af fysisk hårde arbejdsopgaver og sjovere aktiviteter, og varierer hvis der er brug for hjælp med noget ud over det sædvanlige.
”Trench digging” er et koncept som alle tidligere frivillige vrænger tunge af. Jeg har aldrig før været så bevidst om mine armmuskler – det er hårdt at grave fuger til vandrør! ’Research’ minder nok de fleste om noget med bøger og studier, men på N/a’an ku sê er det alt fra forskning til at fælde buske og træer for at lave veje til biler.
Jeg var på gåture med geparder og gepardunger og red på hesteryg over savannen for at optælle dyr på området. Jeg var på nattevagt i et vagttårn som en del af deres anti-krybskytte-projekt, og så de smukkeste solopgange. Modsat overværede jeg også de mest farverige solnedgange, efterfulgt af de allersmukkeste stjerneklare nætter jeg nogensinde har set. Øjeblikke som bare ikke kan fanges på kamera, dem må I tage mit ord for.
Et øjeblik jeg aldrig glemmer, var den første gang jeg var med ude for at fodre rovdyrene: Alle ved at katte kan hoppe højt, ikke? Forestil dig en ørkenlos, der er lidt større end en almindelig kat. Den sidder på jorden, og så med ét letter den og springer 3 meter lige op i luften, griber et stykke kød og lander perfekt på alle fire igen. Det var sådan et vildt fantastisk øjeblik at se, at jeg tabte både næse og mund.
Jeg gik også med ud på ture med babybavianflokken og det er et af mine bedste minder. Vi gik ud i bushen med bavianerne løbende og hoppende overalt, også på os, og fandt et sted at sidde. Bavianerne fik så lov at kravle i træer, tumle rundt og løbe krudtet af sig. De søde små bavianer synes det var ’åh så hyggeligt’ at kravle rundt på os, og de større bavianer gav gerne en ’grooming’.
På min første tur fik jeg en lille ven, Tikoe. Han er den sødeste babybavian nogensinde. Bavianer kommer typisk til N/a’an ku sê som babyer når deres mor bliver dræbt som følge af konflikt med mennesker. De mindste babyer i flokken kan ikke klare sig i indhegningen om natten uden en mor til at holde dem varme. Derfor fik vi frivillige lov til at passe dem. Jeg glemmer aldrig den lille pelsede fyr, der sad trygt under min hættetrøje og krammede min hofte. Han var faldet i søvn med det samme han havde sat sig til rette, og mens vi sad rundt om bålet den aften, udstødte han sagte, tilfredse grynt.
N/a’an ku sê Wildlife Sanctuary er et sted hvor de folk der lever og arbejder her, gør en kæmpe stor indsats for at få dig til at føle dig som en del af deres familie. Folkene bag programmet arbejder så hårdt hver dag på at gøre stedet til det det er, og de er så dedikerede til reservatet og dets beboere – dyr som mennesker – at det er en fornøjelse at komme og være en del af det. Det er et sted hvor man får nye venner, det er et sted hvor man kan hjælpe med at gøre en forskel mod det bedre og det er et sted man kommer til at betragte som ’hjem’. Det har uden tvivl været det bedste eventyr i mit liv. Jeg har mødt en familie her. Jeg har fundet mit andet hjem.
’Hope’ mod menneskets ubarmhjertighed
Søndag d. 17/7, dagen før jeg ankom til N/a’an ku sê, fik reservatet en bavian ind. Mange af de dyr der kommer hertil, kommer som en følge af at være blevet forældreløse. Andre kommer efter at have været holdt som kæledyr, hvilket forhindrer dem i til fulde at omfavne deres sande natur.
Desværre kommer der også rigtig mange ind, som følge af skader forårsaget af menneskelig adfærd. Dette var tilfældet med den hunbavian, der søndag eftermiddag blev reddet af en familie gode samaritanere, fra to mænd der brutalt var i færd med at lade deres hund gå løs på hende. ’Hope’, som hun blevet døbt, kom til N/a’an ku sê, og blev taget under vingerne af Marlice van Vuuren. Marlice, der har en forkærlighed for bavianer, gjorde det klart at reservatet ville sætte alt ind på at rehabilitere Hope og udtalte: ”I cannot put into words how despicable human can be”.
Om formiddagen onsdag d. 20/7, var jeg med til at overvære en omfattende lægeundersøgelse af Hope. ALDRIG nogensinde, har jeg været så skuffet over den menneskelige race, som jeg var den dag. Vi læser og hører mange ting om dyremishandling på Facebook og i nyhederne herhjemme, men at komme derned og se følgerne med egne øjne er grusomt. Det var et tiltrængt virkelighedskald.
Hope’s omfattende skader tydede på, at hun var blevet mishandlet i mange måneder. Hendes arme kunne ikke strækkes ud, hendes muskler på benene var ikkeeksisterende. Som en følge af at være blevet brændt, var hendes tæer smeltet sammen. Tidligere knoglefrakturer der ikke er helet i den rigtige position, gør det umuligt for Hope nogensinde at kunne bevæge sig normalt rundt igen. Hele reservatet samt naturforkæmpere og tidligere frivillige verden over har fulgt, og følger stadig, Hope’s vej til bedring. Efter et par dage fik vi nyhed fra politiet om, at de havde fanget Hope’s mishandlere. Bavianer har ingen rettigheder, og i de fleste tilfælde bliver der desværre højst givet en bøde og en advarsel i tilfælde som disse. Heldigvis, efter at have fulgt situationen i seks uger, kan jeg glad og lettet bekræfte de små, men tydelige tegn på bedring vi har set hos Hope. Hun er blevet placeret ved siden af babybavianindhegningen, og jeg håber at de små bavianers pludren hjælper hende i hendes helbredelse.